KLIMA

Repræsentanter fra Digelaget Vejlby Fed og GVF var den 12. december til konference på Christiansborg, hvor Landsforeningen for Digelag i Danmark havde arrangeret en konference med emnet “Hvem skal betale?

Miljøminister Magnus Heunicke bød velkommen, hvorefter økonomisk vismand, professor Lars Gårn Hansen orienterede om de økonomiske konsekvenser ved klimasikring. Professor i klima og økonomi, Kirsten Halsnæs, DTU fortsatte med de økonomiske aspekter, og orienterede om nytteværdi og partsfordeling. Vicedirektør i Forsikring og Pension, Pia Holm Steffensen kridtede banen op i forhold til forsikringsforhold og stormflodsordningen, og afslutningsvis gav borgmester i Vordingborg Kommune Mikael Smed nogle eksempler på, hvorfor indsatsen ofte trækker ud.

Summa summarum – Oplevelsen var, at der i relation til det politiske niveau er langt fra ord til handling. Der er uenighed blandt eksperter, men nogenlunde enighed om, at man skal slippe håndbremsen og komme igang, for klimaet venter ikke på, at de politiske beslutninger træffes, og knasterne høvles væk.

En helt stor barriere er rammeaftalen mellem Stat og Kommuner. Den ses som en væsentlig stopklods, for bruges alle pengene i rammeaftalen på klimasikring, er der ikke noget tilbage til skoler, plejehjem og øvrige anlægsarbejder. Derfor sluttede konferencen også med et “Brev til kongen” (hvem det så end måtte være, – men formentlig til Magnus Heunicke og miljøordførerne), hvori der blev opfordret til at se realiteterne i øjnene, og komme igang.