Grundejerforeningen Vejlby Fed (GVF) har siden 2022 været i dialog med såvel Aarhus Havn som Aarhus Kommune om lavfrekvent støj fra både krydstogtskibe og containerskibe, idet en del medlemmer følte sig kraftigt generet.
Efter et længere efterforsknings- og analysearbejde med blandt andet mikrofoner i flere haver, fandt man frem til, at støjen som forventet kom fra de store containerskibe i Aarhus Havn.
Direktøren for Aarhus Havn Thomas Haber Borch henviste til, at Aarhus sigter mod at kunne levere landstrøm til containerskibe i 2026, hvorefter problemet formentlig skulle være løst.
En række politikere i Aarhus Byråd stiller på byrådsmødet den 22. januar pkt. 17 et forslag om opsætning af seks ”mega” vindmøller på Aarhus Havn, hvilket i relation til forventet lavfrekvent støj skaber panderynker hos flere borgere på Vejlby Fed.
Det skal bemærkes, at GVF bestemt støtter initiativer, der iværksættes i forhold til den grønne omstilling, hvilket også fremgår af vores Handleplan 2025 (emne 4).
Vi har kun vand imellem Aarhus Havn og Vejlby Fed, og da det er kendt, at vindmøller afgiver lavfrekvent støj, og jo større møller jo mere støj, er denne bekymring måske ikke ubegrundet. Derfor er det også en helt naturlig tanke af få: ”Skal vi nu i gang med endnu en kamp om lavfrekvent støj fra havnen?”.
Det politiske forslag afsluttes med, at der igangsættes en planproces med udarbejdelse af lokalplan, kommuneplantillæg og miljøkonsekvensrapport. For at spare både tid og ikke mindst ressourcer, kunne man måske overveje at springe udarbejdelsen af lokalplanen og kommuneplantillægget over, og gå direkte til miljøkonsekvensrapporten?
Ovenstående er sendt til medlemmerne af Teknisk Udvalg inden byrådsmødet den 22. januar