Flere medlemmer af GVF har fra Tinglysningsretten modtaget en lidt kryptisk henvendelse om, at Aarhus Kommune ønsker at få tinglyst sig som ejer af matr.nr. 311a, 311b og 311c “Areal Langs Med Aarhus Bugt”.
I den forbindelse stillede GVF den 2. juni syv spørgsmål til Tinglysningsretten, og har modtaget følgende svar, som på ingen måde svarer på vores spørgsmål, hvilket vi har meddelt retten:
Tinglysningsretten er ikke i besiddelse af en liste over ejerne af de tilstødende ejendomme eller deres mailadresser eller kommunens journalnummer og sagsbehandler. Ejerne er blevet orienteret via digital post ud fra, hvilke ejendomme, der grænser op til ejendommen ifølge matrikelkortet. Sagen omfatter hele ejendommen, der består af matriklerne 311a, 311b og 311c, alle Vejlby By, Risskov. Du kan se arealet og de tilstødende ejendomme på matrikelkortet her: https://www.matriklen.dk/#/kort/sfe/8801092. Arealet er blevet matrikuleret i 1990 med notatet “Areal Langs Med Århus Bugt”. Det ser ud til det hele tiden har været et offentligt areal, der formodentligt har været administreret og holdt af kommunen. Arealet er pålagt strandbeskyttelseslinje. At kommunen bliver indført som adkomsthaver på arealet får formodentlig ikke nogen betydning for de omkringliggende ejendomme. Hvis du vil høre om kommunen har planer med arealet, kan du kontakte Peter Nielsen fra Landinspektørfirmaet LE34, Ballerup, der er kommunens repræsentant i sagen.
Med venlig hilsen
Tinglysningsretten
Majsmarken 5
9500 Hobro
Tlf.: 99 68 58 00
Vi kan ikke via vedhæftede link afklare de omtalte matrikelnumres eksakte placering, og tager i næste uge kontakt til landinspektør Peter Nielsen, for at blive en smule klogere.
Nærmere følger.