Følgende debatindlæg har GVF fremsendt og fået offentliggjort i Jyllands Posten – Aarhus:
Den 3. oktober meddelte Venstre og Konservative i Aarhus Byråd, at de i lighed med Danmarks Demokraterne og en løsgænger ikke længere kunne stå bag aftalen om nedklassificering af 900 offentlige veje til private fællesveje.
I henhold til vejloven må nedklassificeringen ikke alene begrundes i en økonomisk gevinst for kommunen, hvorfor byrådet forfattede yderligere en begrundelse – at det skal være ens, uanset, hvor i kommunen du bor. Som nævnt så mange gange før i diverse debatindlæg er den begrundelse blot en floskel, idet det af mange forskellige årsager aldrig kan blive ens.
De radikales spidskandidat var da også hurtigt ude at meddele, at hvis aftalen ikke kunne fastholdes, hvor skulle pengene til vedligehold så komme fra? Altså en erkendelse af, at aftalens altoverskyggende bevæggrund skyldtes en økonomisk indsprøjtning til kommunekassen.
Der er en måned til kommunalvalget, og jeg mangler i den grad at høre, hvad politikerne fra henholdsvis Socialdemokratiet og SF, kan finde af svar på, hvorfor de vil fastholde aftalen, når nu vælgerne ikke ønsker de veje.
Når aftalepartierne skal gøre boet op, er de endvidere nødt til at medregne, at der er stor risiko for, at vejlaug eller vejbestyrelser ikke vil varetage administrationen vedrørende vedligehold og drift, og politikerne må derfor påregne, at forvaltningen fremadrettet skal varetage driften.
I dag er der i kommunen tre årsværk, som beskæftiger sig med pålæg m.v. til private fællesveje, og med en tilgang af yderligere 900 veje, vil det være nødvendigt med ansættelse af et ukendt antal kommunale årsværk til at fordele og inddrive udgifterne for drift og vedligehold af vejene.
En række engagerede borgere har i protest oprettet en borgerliste, der opstiller til kommunalvalget den 18. november. Signalværdien i den sammenhæng er, at vælgerne ikke vil have de veje, og kære byrådspolitikere vis nu mod og mandshjerte. Tilbagerul den tåbelige beslutning, som alene opfattes som en hadegave og en ekstra beskatning.
Jeg håber, at emnet vil fylde på de kommende vælgermøder rundt om i kommunen, hvor et simpelt spørgsmål kan stilles i forventning om et klart, kort og simpelt svar: Går du ind for nedklassificering af offentlige veje til private fællesveje – ja eller nej? Så vil det hjælpe gevaldigt på, hvor jeg skal sætte mit kryds på stemmesedlen.